The Sickness Unto Death — Søren Kierkegaard
Sygdommen til Døden Sygdommen til Døden Søren Kierkegaard M ange vil maaskee denne » Udviklings « Form forekomme besynderlig; den vil synes dem for streng til at kunne være opbyggelig, og for opbyggelig til at kunne være streng videnskabelig . Hvad dette Sidste angaaer, da har jeg derom ingen Mening. Hvad det Første derimod angaaer, da er dette ikke min Mening om den; og var det Tilfældet, at den var for streng til at være opbyggelig, saa er det efter mit Begreb en Feil. Eet er det jo, om den ikke kan være opbyggelig for Enhver, fordi ikke Enhver har Forudsætninger til at følge den; et Andet, at den har det Opbyggeliges Charakteer. Christeligt bør nemlig Alt, Alt tjene til Opbyggelse . Den Art Videnskabelighed, som ikke tilsidst er opbyggelig, er netop derved uchristelig. Alt Christeligt maa i Fremstillingen have Lighed med en Læges Foredrag ved Sygesengen; om end kun den Lægekyndige forstaaer det, bør dog aldrig glemmes, at det er ved Sygesengen. Dette det Christeliges Forhold til Livet (i Modsætning til en videnskabelig Fjernhed fra Livet), eller denne det Christeliges ethiske Side er just det Opbyggelige, og den Art Fremstilling, hvor streng den end forresten kan være, aldeles forskjellig, qvalitativ forskjellig fra den Art Videnskabelighed, der er » ligegyldig «, hvis ophøiede Heroisme christelig er saa langt fra at være Heroisme, at den christelig er en Art umenneskelig Nysgjerrighed. Det er christelig Heroisme, og sandeligen den sees maaskee sjelden nok, at vove ganske at blive sig selv, et enkelt Menneske, dette bestemte enkelte Menneske, ene lige over for Gud, ene i denne uhyre Anstrengelse og dette uhyre Ansvar; men det er ikke christelig Heroisme, at narres med det rene Menneske , eller lege Forundringsleg med Verdenshistorien . Al christelig Erkjenden, hvor streng dens Form end forøvrigt er, bør være bekymret; IV * men denne Bekymring er just det Opbyggelige. Bekymringen er Forholdet til Livet, til Personlighedens Virkelighed og saaledes, christelig, Alvoren; den 68 ligegyldige 118 Videns Ophøiethed er, christelig, langt fra at være mere Alvor, den er, christelig, Spøg og Forfængelighed . Men Alvoren er igjen det Opbyggelige. Dette lille Skrift er derfor i een Forstand saaledes beskaffent, at en Seminarist kunde skrive det; i en anden Forstand dog maaskee saaledes, at ikke enhver Professor kunde skrive det. Men at Afhandlingens Indklædning er den den er, er idetmindste vel betænkt, og dog vistnok ogsaa psychologisk rigtigt. Der gives en høitideligere Stiil , som er saa høitidelig, at den ikke er meget betegnende, og som, da man er kun altfor vant til den, let bliver Intet sigende. Forøvrigt kun een Bemærkning, vistnok en Overflødighed, men som jeg dog vil forskylde : jeg vil een Gang for alle gjøre opmærksom paa, at Fortvivlelse i hele dette Skrift, hvad Titelen jo siger, opfattes som Sygdommen, ikke som Helbredelsesmidlet. Saaledes dialektisk er nemlig Fortvivlelse. Saaledes er jo ogsaa i christelig Terminologi Døden Udtrykket for den største aandelige Elendighed, og Helbredelsen dog just at døe, at afdøe . I 1848 . ────────── V 119 * Indhold ────────── » D enne Sygdom er ikke til Døden« ( Joh. XI, 4 ) . Og dog døde jo 👤 Lazarus ; da Disciplene misforstode , hvad Christus senere tilføiede » 👤 Lazarus , vor Ven er sovet ind; men jeg gaaer hen for at opvække ham af Søvne« ( XI, 11 ), sagde Han dem reent ud » 👤 Lazarus er død« ( XI, 14 ). Altsaa 👤 Lazarus er død, og dog var denne Sygdom ikke til Døden; han var død, og dog er denne Sygdom ikke til Døden. Vi vide nu vel , at Christus tænkte paa det Under, der skulde lade de Medlevende, »forsaavidt de kunde troe, see Guds Herlighed« ( XI, 40 ), det Under, ved hvilket Han opvakte 👤 Lazarus fra de Døde, saa »denne Sygdom« ikke blot ikke var til Døden, men som Christus forudsagde »til Guds Ære, at Guds Søn skal æres ved den« ( XI, 4 ): o, men selv om Christus ikke havde opvakt 👤 Lazarus , gjælder det dog ikke ligefuldt , at denne Sygdom, Døden selv, ikke er til Døden? Idet Christus træder hen til 2 Graven og med høi Røst raaber » 👤 Lazarus , kom hid ud« ( XI, 43 ), er det jo vist nok , at »denne« Sygdom ikke er til Døden. Men hvis Christus end ikke havde sagt dette – blot det, at Han, der er »Opstandelsen og Livet« ( XI, 25 ) , træder hen til Graven, betyder dette ikke, at denne Sygdom ikke er til Døden: det, at Christus er til, betyder det ikke, at denne Sygdom ikke er til Døden! Og hvad havde det hjulpet 👤 Lazarus at være opvakt fra de Døde, naar det jo dog tilsidst maa ende med, at han døer – hvad havde det hjulpet 👤 Lazarus , hvis Han ikke var, Han der er Opstandelsen og Livet for hver Den, 124 som troer paa Ham! Nei, ikke fordi 👤 Lazarus blev opvakt fra de Døde, ikke derfor kan man sige, at denne Sygdom ikke er til Døden; men fordi Han er til, derfor er denne Sygdom ikke til Døden. Thi menneskelig talt er Døden det Sidste af Alt, og menneskelig talt er der kun Haab saalænge der er Liv . Men christelig forstaaet er Døden ingenlunde det Sidste af Alt, ogsaa den kun en lille Begivenhed indenfor hvad der er Alt, et evigt Liv; og christelig forstaaet er der i Døden 70 uendelig meget mere Haab end der blot menneskelig talt er naar der ikke blot er Liv, men dette Liv i fuldeste Sundhed og Kraft. Altsaa christelig forstaaet er end ikke Døden »Sygdommen til Døden«, end mindre da Alt, hvad der hedder jordisk og timelig Lidelse, Nød, Sygdom, Elendighed, Trængsel, Gjenvordigheder, Piinsler, Sjelslidelser, Sorg, Græmmelse. Og var Sligt end saa tungt og piinagtigt , at vi Mennesker eller dog den Lidende siger »dette er værre end Døden« – alt Sligt, hvad der, forsaavidt det ikke er Sygdom, kan 3 sammenlignes med en Sygdom, er dog, christelig forstaaet, ikke Sygdommen til Døden. Saa høimodigt har Christendommen lært den Christne at tænke om alt Jordisk og Verdsligt, Døden iberegnet. Det er næsten som maatte den Christne hovmode sig ved denne stolte Opløftelse over Alt, hvad ellers Mennesket kalder Ulykke, over hvad ellers Mennesket kalder det st