Tine — Herman Bang
TINE AF HERMAN BANG 1889 Tine _udkom i tidsrummet 18.-24.10.1889, kostede 5 kr., i komponeret bind 6,50 kr., og indeholder XX + 287 + 1[3]s. i lyseblaat omslag med sort tryk._ _I_ Tine. _II blank. III_ Tine. Af Herman Bang. _Forlagsmærke._ Kjøbenhavn. Forlagt af L.H. Schubothes Boghandel. Græbes Bogtrykkeri. 1889. _IV blank. V_ Til Erindring om min Moder. _VI blank. VII-XIX fortale. XX blank. 1-287 tekst [288] blank. [289]_ "Giv os at fatte dine Vidnesbyrd." _[290 blank, bladet kan findes indsat foran dedikationen]. Omslagets indersider har reklamer for bøger af forskellige forfattere, bagsiden for bøger af Bang. Forlagsbindet (paa Kgl. Biblioteks eksemplar bordeauxfarvet) har forfatternavn og titel i guldtryk, rammer i guld og sort, paa bagsiden ramme og forlagsmærke i guldtryk. Højde 180 mm._ Til Erindring om min Moder. Denne Bog tilhører dig. Den Gang, da du endnu var stærk og lykkelig, gik vi en Dag, som vi, mens jeg var Dreng, saa ofte plejede, naar Skumringen faldt paa, en "Ønskevandring" ned ad Byens Gade: i Butiksruderne pegede vi ud alt, hvad vi ønskede, vi delte og vi stredes om de Herligheder, som ikke var vore. Den Dag stansede vi ogsaa foran Boghandlerens Vindu, og du læste alle Bindenes Titler og sagde: Naar _du_ nu en Gang skriver en Bog, skal du sætte _mit_ Navn paa dens Blad. Og siden, da du allerede var syg og vi saa ofte gik i "Lundens tyndede Allé"--du trængte til Septembers sene Sol--tog du en Dag min Haand, og du sagde med din Stemme, der var bleven saa fuld af Angst og af Kærtegn: Naar jeg nu er død og du, min Dreng, en Gang er bleven en Kunstner, vil du saa sé, love mig saa at sé til, at de ikke--helt glemmer mig? Og du græd. Moder, fordi du skulde dø. Hvad du bad om, har jeg aldrig glemt. Nu sætter jeg dit Navn paa denne Bog. Jeg véd, den er ikke din Kærlighed, saa lidt som dit Hjerte eller din Aand værdig. Men dens Fortælling er groet i mit Sind ved Mindet om dig og det Sted, hvor du fødte mig. Du kaldte det til din Død dit Hjem. Ufredstid og fremmed Magt hærgede snart den lyse Plet, hvor der var blødt og lunt for dig, der skulde leve i Glæde og Sol. Som Fjenderne til vort gamle Bo, kom snart ogsaa Ulykkerne til os. Og nu, hvor du længst er død, sætter jeg dit Navn over denne Bog om Nederlagstid og vort tabte Hjem. Denne Fortælling er næret ved Minderne om mit første Hjem. Indtil for faa Aar siden troede jeg at eje kun tre klare og uforgængelige Erindringer fra denne min første Tid. Det var tre Billeder og min Moder var Midtpunktet i dem alle. Jeg sér Moder i den store Dagligstue i Adserballig sidde sortklædt ved det midterste Vindu, stum og ubevægelig og ganske bleg, med de hvide Hænder i sit Skød. Hun talte ikke og græd ikke. Men vore Hænder--vi Børn var vel angst over denne uvante Sorg og trak i hende og spurgte--strøg hun bort, som smertede det hende, at de berørte blot hendes Kjole. Det Billed-Minde var min Barndoms første. Jeg tror, det andet maa skrive sig fra omtrent et Aar senere. Med min Moder gik vi--min Søster og jeg--ilsomt, saa jeg knap kunde følge, hen ad en Vej og over en Mark. Vi kom til en grøn Banke og vi gik derop. Vi saá Kirken hjemme og andre Kirker og mange Huse, som jeg endnu sér ligge mellem Grønt. Og Moder tog mig op, og hun pegede paa Sted efter Sted over Landet, til hun taug igen og kun græd og græd. Mig satte hun ned paa Græsset, mens hun blev ved at stirre ud over det grønne Land--siden syntes jeg som Barn, at vi den Dag havde kunnet sé over den _hele Ø_--: Mo'er, Mo'er, blev jeg ved, hvorfor græder du? -Fordi vi skal rejse, svarede hun. Næste Dag rejste vi bort fra vort Hjem. Det sidste Minde staar i nøje Sammenhæng med dette. Vi var i Horsens, hvor jeg Dreng syntes, som var vi blevet fattige Stakler, fordi Byværelserne var saa meget mindre og aldrig nogen kom og besøgte os. Det var Aften eller Nat og det stormede. Moder krøb rystende sammen ved Bro'r Aages Vugge--og hun maa være sprungen hastig ud af sin Seng, for jeg ser hende i Natkjole med det lange Haar--med sine alsiske Piger rundt om sig og os, der skreg. Og Pigerne skælvede, saa de knap kunde holde os i Armene, og alle Døre stod aabne og klaprede og et Vindu--skønt vi næsten intet havde paa. Paa Gaden var der trampende Trin af mange, hastige Fødder og Signaler af angstfulde Horn. -Hvad er der--hvad er der dog, Mo'er? skreg vi. -Det er de Danske, som flygter, sagde Mo'er med sin frysende Stemme, og vi græd højt op, mens de alsiske Piger jamrede som to Hunde, og vi hørte bestandig, bestandig Folk, der løb paa Gaden, og Tropperne, der ilte, og Hornene fjern og Hornene nær--gennem Stormen. ... Jeg tror, at dette ene Billede af Flugt og Hast og Skændsel har været nok til at gennemtrænge hele mit Liv. Jeg føler endnu dets Minutters Angst i min Pen, naar jeg skal skildre Sammenstyrtning, Tilintetgørelse, Død, Ruin. Allerede i min allerførste Produktion har Indtrykket været stærkt nok til at skabe en Skildring, som "staar". Og siden har samme Indtryk forklædt sig Gang efter Gang i Billeder af Ruin--indtil den Dag, hvor det helt tog Magten og helt vilde udformes i denne Bog. Hvorledes har det vel i det Hele forholdt sig med disse tre Erindringer, som har grebet saa fast om min Hjerne? Har de gjort det kun fordi de ramte ned i tre alt uddybede Lejer i mit Temperament. Eller har _de_--uvanlige som de var--selv dannet med egenmægtige Hænder og slaaet de uløselige Knuder i det begyndende Følelsesliv? Vist er--som et Slags Ledemotiver genfinder jeg dem i min Produktion lige til denne Dag. Det er min Overbevisning, at den sortklædte Sørgende i Adserballig Stue--som en sortklædt Alabasterstatue saá jeg hende siden--er den første Moder til Nina Høeg og Katinka Bai. Det Indtryk har født deres stumme Sorg og deres Resignation. Og hin første Afrejse har sat lige dybe Mærker. Opbrud, Opløsning af Hjem, Bortdragen, Tagen-Afsked melder sig smerteligt i alle Skildringer--i denne Bog er Afskedens Bitterhed kun Indledningen. Men fremfor alt genfinder jeg bestandig--i Emner, i Fremstilling, i Stil--o