ペール・ギュント — Henrik Ibsen
Første akt (En Lid med Lövtrær nær Aases Gaard. En elv fosser nedover. Et gammelt Kværnehus paa den anden Side. Hed Sommerdag.) (Peer Gynt, en stærkbygget tyveaars Gut, kommer nedover Gangstien. Aase, Moderen, liden og fin, fölger efter. Hun er vred og skjælder.) Aase. Peer du lyver! Peer Gynt. Nei, jeg gjør ej! Aase. Naa, saa band paa, det er sandt! Peer Gynt. Hvorfor bande? Aase. Tvi; du tør ej! Alt ihob er Tøv og Tant! Peer Gynt. Det er sandt — hvert evigt Ord! Aase. (foran ham). Og du skjæms ej for din Moer? Først saa render du tillfjelds maanedsvis i travle Aannen, for at vejde Ren på Faannen, kommer hjem med reven Pels, uden Byrse, uden Vildt; — og tilslut med aabne Øjne mener du at faa meg bildt ind de værste Skytterløgne! — Naa, hvor traf du saa den Bukken? Peer Gynt. Vest ved Gjendin. Aase. (ler spotsk). Rigtig, ja! Peer Gynt. Hvasse Vinden bar ifra; bak et Oreholdt forstukken han i Skaresneen grov efter Lav — Aase. (som før). Ja rigtig, ja! Peer Gynt. Pusten holdt jeg, stod og lytted, hørte Knirken af hans Hov, saa av ene Hornet Grenene. Derpaa varsomt mellem Stenene frem paa Bugen jeg meg flytted. Gjemt i Røsen opp jeg glytted; — slig en Bukk, saa blank og fed, skulde du vel aldrig set! Aase. Nej, bevares vel! Peer Gynt. Det smaldt! Bukken stupte bums i Bakken. Men i samme Stund, han faldt, sad jeg skrævs paa Bukkeryggen, greb ham i det venstre Øre, vilde netopp Kniven kjøre bagom Skolten ind i Bakken; — hej! da skreg han vildt, den Styggen, stod med et paa alle fire, slog mig med et Agterkast ud av Næven Kniv og Slire, skrued mig om Lænden fast, stemte Hornene mod Læggen, klemte mig, som i en Tang; — dermed satte han paa Sprang bent fremover Gjendin-Eggen! Aase. (uvilkaarligt). Jesu navn da —! Peer Gynt. Har du sett den Gjendin-Eggen nogen Gang? Den er halve Milen lang, hvass bortefter, som en Ljaa. Udfor Bræer, Skred og Lider, rakt nedover Urder graa, kan en se till begge Sider lukt i Vandene, som blunder svarte, tunge, mer enn tretten- hundred Alen nedenunder. — Langsmed Eggen han og jeg skar os gjennem Vejret Vej. Aldrig red jeg slig en Fole! Midt imod, der vi foer fram, var det som der gnistred Sole. Brune Ørnerygge svam i det vide svimle Slug midtvejs mellem os og Vandene, — sakked agterud, som Fnug. Isflak brast og brød mod Strandene; men der var ej Døn at høre; bare Hvirvlens Vætter sprang, som i Dans; — de sang, de svang sig i Ring for Syn og Øre! Aase (svimmel). Aa, Gud trøste mig! Peer Gynt. Med et, paa en raadløs braabratt Plett, foer ivejret Rype-Steggen, flaksed kakklende, forskræmt, fra den Knart, hvor han sad gjemt, klods for Bukkens Fod paa Eggen, Bukken gjorde halt omkring, satte med et Himmelspring udfor Dybet med oss begge! (Aase vakler og griber efter en Træstamme. Peer Gynt bliver ved.) Bag oss Bergets svarte Vægge, under oss en bundløst Slug! Først vi kløvte Lag av Taager, kløvte saa en Flok av Maager, som igjennem Luften vigende fløj till alle Kanter skrikende. Nedad, uden Stands, foer Toget. Men i Dybet glittred noget hvidlet, som en Rensdyrsbug. – Moer, det var vort eget Billed, som igjennem Fjellsjø-Stillet opp mod Vandets Skorpe piled i den samme vilde Fart, som i den vi nedad kiled. Aase (gisper efter Vejret.) Peer! Gud fri meg –! Si det snart –! Peer Gynt Bukk fra luften, Bukk fra Bunden, stangedes i samme Stunden saa at Skummet om oss klasked. Ja, der laa vi nu og plasked. – Langt om lenge, du, vi nådde nordre landet på en måte; bukken svam, og jeg hang bak ham; – jeg for hjem – ÅSE Men bukken, du? PEER GYNT Å, han går der vel ennå; – (knipser i fingrene, svinger seg på helen og tilføyer:) kan du finne ham, så ta ham! ÅSE Og du har ei knekket nakken? Ikke begge lår engang? Ikke ryggbenet brutt? O, Vårherre, – prisen, takk, skyldes deg, som hjalp min gutt! – Buksen har dog fått en revne; men det er knapt ved at nevne, når en minds, hvad meget værre kunne hende i slik et sprang! (stanser plutselig, seg på ham med åpen munn og store øyne, kan lenge ikke finne ord, endelig utbryter hun:) O, din fandens reglesmed; kors og kors, hvor du kan lyve! Remsen, som du kommer med, minds jeg nu at jeg har kjennt som en jente på de tyve. Gulbrand Glesne er det hent, – ikke deg, du! PEER GYNT Meg som ham. Slik kan mer enn en gang hende. ÅSE Ja, en løgn kan endevendes, stadses op med brask og bram, klædes i en nygjordt ham, så dens magre skrot ej kendes. Det er det, som du har gjort, lagt alt så vildt og stort, uglet ut med ørnerygge og med alt det andet stygge, løyet ligt og uligt væk, skrønet ind slig måløs skræk, at en kendes ej ved tilsidst, hvad en længst har hørt og vidst! PEER GYNT Hvis en anden snakked slig, skulde helseløs jeg slå ham! ÅSE (grædende) Å, Gud give jeg lå lig; gid jeg sov i svarte jorden! Bøn og gråd ej binder på ham. – Peer, du er og blir forloren! PEER GYNT Kære, vakkre, lille moer, du har ret i hvert et ord; – vær så blid og glad – ÅSE Ti stille! Kan jeg glædes, om jeg vilde, jeg, som har sligt svin til søn? Må det ikke bittert krænke meg, en stakkars magtløs enke, stødt at fange skam for løn? (græder igjen) Hvad har slægten nu tilbage fra din farfars velmagtsdage? Hvor er skæpperne med mynt efter gamle Rasmus Gynt? Faer din gav dem fødder, han, – ødte dem så glat som sand, købte jord i alle sogne, kjørte med forgyldte vogne –, Hvor er det, som gik tilspilde ved det store vintergilde, da hver gæst lod glas og flaske bag sin ryg mod væggen klaske? PEER GYNT Hvor er sneen fra ifjor? ÅSE Du skal tie for din moer! Se tilgårds! Hvert andet rude – hul er fyldt med gamle klude. Hægn og skigard ligger nede, fæet står for vejr og væde, eng og aker ligger brak, hver en måned blir jeg pantet – PEER GYNT Ti så med den kærringsnak! Ofte nok har lykken skrantet, og så kom den højst påfode! ÅSE Der er saltrød, hvor den grode. Kors, men du er storkarl, du, – lige kaut og kry endnu, lige knøv, som dengang presten, der jan kom fra Kjøbenhavn, spurgte deg som døbenavn, bandt på at sligt et nemme sakned magen prins derhjemme, så at faer din gav han hesten me