The Concept of Anxiety — Søren Kierkegaard
Begrebet Angest Begrebet Angest Søren Kierkegaard 311 III 103 Afdøde Professor Poul Martin Møller , Græcitetens lykkelige Elsker, Homer s Beundrer , Socrates 's Medvider, Aristoteles 's Fortolker – 📌 Danmark s Glæde i Glæden over 📌 Danmark , skjøndt »vidt forreist« altid »mindet i den danske Sommer« – min Beundring, mit Savn, helliges dette Skrift. E fter mit Begreb gjør den, der vil skrive en Bog, vel i at tænke adskilligt over den Sag, om hvilken han vil skrive. Han gjør heller ikke ilde i at stifte, saavidt mueligt, Bekjendtskab med hvad tidligere er skrevet om den samme Sag. Skulde han paa denne Vei træffe en Enkelt, der udtømmende og tilfredsstillende har behandlet et eller andet Partie , da gjør han vel i at glæde sig som Brudgommens Ven gjør det, naar han staaer og hører efter Brudgommens Stemme. Naar han har gjort det i al Stilhed og med Forelskelsens Sværmerie, der altid søger Eensomhed, da behøves Intet videre; da skrive han sin Bog frisk væk som Fuglen synger sin Vise , er der Nogen, der har Gavn eller Glæde af den, saa meget desto bedre; da udgive han den sorgløs og ubekymret, uden al Vigtighed, som afsluttede han Alt, eller som skulde alle Jordens Slægter velsignes i hans Bog. Hver Slægt har sin Opgave og behøver ikke at uleilige sig saa overordentligt med at være Alt for de foregaaende og efterfølgende. Hver Enkelt i Slægten har ligesom hver Dag sin Plage og nok i at skjøtte sig selv, og behøver ikke at omfatte hele Samtiden i sin landsfaderlige Bekymring, eller lade Æra og Epoche begynde med sin Bog , end mindre med sit Løftes Nytaars-Blus , eller sin Antydnings vidtudseende Forjættelser, eller sin Forsikkrings Henviisning paa et tvivlsomt Valuta. Ikke Enhver, der er rundrygget, er derfor en Atlas eller bleven det af at bære paa en Verden, ikke Enhver der siger Herre Herre! kommer derfor ind i Himmerige, ikke Enhver, der tilbyder sig at cautionere for hele VI Samtiden, har dermed beviist, at han er en vederhæftig Mand, der kan indestaae for sig selv, ikke Enhver, der raaber: Bravo , schwere Noth, Gottsblitz bravissimo, har derfor forstaaet sig selv og sin Beundring. Hvad min egen ringe Person angaaer, da tilstaaer jeg i al Oprigtighed, at jeg som Forfatter er en Konge uden Land , men ogsaa i Frygt og 314 megen Bævelse en Forfatter uden alle Fordringer. Hvis 106 det synes en ædel Misundelse, en nidkjær Kritik for meget, at jeg bærer et latinsk Navn , da skal jeg med Glæde antage Navnet: Christen Madsen , helst ønskende at betragtes som en ⓘ Lægmand Lægmand] , R ; , Øltapper, Vertshusholder eller anden Lægmand B , der vel speculerer, men dog staaer langt udenfor Speculationen , om jeg end er devot i min Autoritets-Tro, som Romeren var tolerant i sin Gudsfrygt. Hvad menneskelig Autoritet angaaer, er jeg en Fetischdyrker , og tilbeder lige from en Hvilkensomhelst, naar det blot tilstrækkeligen ved Trommeslag vorder bekjendtgjort, at det er ham, jeg skal tilbede, at han er Autoritet og Imprimatur iaar. Afgjørelsen er over min Forstand, hvad enten den skeer ved Lodkastning og Ballotation , eller Værdigheden selv gaaer paa Omgang, og den Enkelte sidder som Autoritet ligesom en Borger-Repræsentant sidder i Forligelses-Commissionen. Videre har jeg Intet at tilføie, uden at ønske Enhver, der deler min Anskuelse, ligesom ogsaa Enhver, der ikke deler den, Enhver, der læser Bogen, ligesom ogsaa Enhver der har nok af Forordet, et meent Levvel! 📌 Kjøbenhavn . Ærbødigst, Vigilius Haufniensis . I ndledning Caput I. Angest som Arvesyndens Forudsætning og som forklarende Arvesynden retrogradt i Retning af dens Oprindelse. § 1. Historiske Antydninger med Hensyn til Begrebet Arvesynd. § 2. Begrebet den første Synd. § 3. Begrebet Uskyldighed. § 4. Begrebet Syndefald. § 5. Begrebet Angest. § 6. Angest som Arvesyndens Forudsætning og som forklarende Arvesynden retrogradt i Retning af dens Oprindelse. Caput II. Angest som Arvesynden progressivt. § 1. Objektiv Angest. § 2. Subjektiv Angest. Caput III. Angest som den Synds Følge, hvilken er Syndens (Syndsbevidsthedens) Udeblivelse. § 1. Aandløshedens Angest. § 2. Angest dialektisk bestemmet i Retning af Skjebne. § 3. Angest dialektisk i Retning af Skyld. 316 108 Caput IV. Syndens Angest eller Angest som Syndens Følge i den Enkelte. § 1. Angest for det Onde. § 2. Angest for det Gode (det Dæmoniske). Caput V. Angest som frelsende ved Troen. I hvilken Forstand Overveielsens Gjenstand er en Opgave for Psychologiens Interesse , og i hvilken Forstand den efter at have været Psychologiens Opgave og Interesse peger hen netop paa Dogmatiken. A t ethvert videnskabeligt Problem indenfor Videnskabens store Omfang har sin bestemte Plads, sit Maal og sin Grændse, og netop derved sin harmoniske Fortonen i det Hele, sin berettigede Medlyden i hvad det Hele udsiger, denne Betragtning er ikke blot et pium desiderium , der adler Videnskabsmanden med sit begeistrende eller veemodige Sværmerie, er ikke blot en hellig Pligt, der ⓘ knytter knytter] , R ; , beknytter B ham i det Totales Tjeneste, og byder ham at forsage Lovløshed og Lysten til eventyrligt at tabe Continentet af Syne, men er tillige i enhver speciellere Overveielses Interesse, fordi denne ved at forglemme, hvor den hører hjemme, tillige, hvad Sproget med sikkert rammende Tvetydighed pleier at udtrykke ved det Samme, glemmer sig selv, bliver en anden, opnaaer en mistænkelig Perfectibilitet i at kunne blive lige hvad det skal være. Ved saaledes ikke videnskabeligt at kalde til Orden, ved ikke at vaage over, at det formenes de enkelte Problemer at haste hinanden forbi som gjaldt det om at komme først til en Masquerade, opnaaer man vel stundom en vis Aandrighed, frapperer stundom ved allerede at have grebet, hvad man dog er meget langtfra, træffer stundom en Overeenskomst paa løse 2 Ord med det Forskjellige. Denne Vinding hævner sig imidlertid bag efter som alt ulovligt Erhverv, hvilket ikke lader sig hverken borgerligt eller videnskabeligt eie. Naar man saaledes overskriver det sidste Afsnit af Logiken: Virkel